Vejdirektoratet skal udskifte den nedslidte asfalt på cykelstierne langs E55 Gedser Landevej mellem Stovbyvej og Tangentvej ved Væggerløse.
Arbejdet omfatter en strækning på 1,5 kilometer og foregår fra mandag 26. oktober til fredag 30. oktober i dagtimerne. Fordi vejarbejde er vejrafhængigt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold.
Information til trafikanterne
Mens arbejdet står på, bliver trafikken på Gedser Landevej reguleret med trafiksignaler, så trafikanterne skiftevis kan passere vejarbejdet i ét spor. Mindre forlænget rejsetid må således forventes.
Cyklister og fodgængere kan benytte cykel- og fællesstien i den modsatte side af vejen, mens der bliver arbejdet på den ene side.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
